Nu titte til hinanden<br /> <br /> 1. Nu titte til hinanden de favre blomster små, <br /> de muntre fugle kalde på hverandre; <br /> nu alle jordens børn deres øjne opslå, <br /> nu sneglen med hus på ryg vil vandre.<br /> <br /> 2. Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær, <br /> han føder fugl og markens lilje klæder; <br /> dog menneskenes børn har han allermest kær, <br /> Gud ånder på øjet, når det græder.<br /> <br /> 3. Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå, <br /> hans vugge stod på jord foruden gænge; <br /> Guds Himmeriges fryd har han lovet de små <br /> og blomster fra Paradisets enge.<br /> <br /> 4. Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor, <br /> han bærer barnet op til Gud på armen;<br /> han storm og hav betvang, da han vandred på jord, <br /> men børnene leged ham ved barmen.<br /> <br /> 5. O du, som os velsigned og tog i favn de små, <br /> en morgen se vi dig i Paradiset; <br /> du lærte os til Gud vor øjne opslå, <br /> evindelig være du lovpriset!