Hil dig, Frelser og Forsoner<br /> <br /> 1. Hil dig, Frelser og Forsoner! <br /> Verden dig med torne kroner, <br /> du det ser, jeg har i sinde<br /> rosenkrans om kors at vinde, <br /> giv dertil mig mod og held!<br /> <br /> 2. Hvad har dig hos Gud bedrøvet, <br /> og hvad elsked du hos støvet, <br /> at du ville alt opgive <br /> for at holde os i live, <br /> os dig at meddele hel?<br /> <br /> 3. Kærligheden, hjertegløden, <br /> stærkere var her end døden, <br /> heller giver du end tager, <br /> ene derfor dig behager <br /> korsets død i vores sted!<br /> <br /> 4. Ak! nu føler jeg til fulde <br /> hjertets hårdhed, hjertets kulde!<br /> Hvad udsprang af disse fjelde, <br /> navnet værdt, til at gengælde, <br /> frelsermand, din kærlighed?<br /> <br /> 5. Dog jeg tror: af dine vunder <br /> væld udsprang til stort vidunder, <br /> mægtigt til hver sten at vælte, <br /> til isbjerge selv at smelte, <br /> til at tvætte hjertet rent!<br /> <br /> 6. Derfor beder jeg med tårer: <br /> Led den ind i mine årer, <br /> floden, som kan klipper vælte, <br /> floden, som kan isbjerg smelte, <br /> som kan blodskyld tvætte af!<br /> <br /> 7. Du, som har dig selv mig givet, <br /> lad i dig mig elske livet, <br /> så for dig kun hjertet banker, <br /> så kun du i mine tanker <br /> er den dybe sammenhæng!<br /> <br /> 8. Skønt jeg må som blomsten visne, <br /> skønt min hånd og barm må isne, <br /> du, jeg tror, kan det så mage, <br /> at jeg døden ej skal smage, <br /> du betalte syndens sold!<br /> <br /> 9. Ja, jeg tror på korsets gåde, <br /> gør det, Frelser, af din nåde. <br /> Stå mig bi, når fjenden frister, <br /> ræk mig hånd, når øjet brister, <br /> sig: Vi går til Paradis!