Den yndigste rose er funden<br /> <br /> 1. Den yndigste rose er funden,<br /> blandt stiveste torne oprunden,<br /> vor Jesus, den dejligste pode,<br /> blandt syndige mennesker gro'de.<br /> <br /> 2. Alt siden vi tabte den ære,<br /> Guds billedes frugter at bære,<br /> var verden forvildet og øde,<br /> vi alle i synden bortdøde.<br /> <br /> 3. Da lod Gud en rose opskyde<br /> og sæden omsider frembryde,<br /> at rense og ganske forsøde<br /> vor slægts den fordærvede grøde.<br /> <br /> 4. Al verden nu burde sig fryde,<br /> med salmer mangfoldig udbryde,<br /> men mangen har aldrig fornummen, <br /> at rosen i verden er kommen.<br /> <br /> 5. Forhærdede tidselgemytter, <br /> så stive som torne og støtter, <br /> hvi holder I eder så ranke <br /> i stoltheds fordærvede tanke?<br /> <br /> 6. Ak, søger de ydmyge steder, <br /> i støvet for Frelseren græder, <br /> så får I vor Jesus i tale, <br /> thi roserne vokser i dale.<br /> <br /> 7. Min Jesus, du stedse skal være <br /> mit smykke, min rose, min ære, <br /> de giftige lyster du døder <br /> og korset så lifligt forsøder.<br /> <br /> 8. Lad verden mig alting betage, <br /> lad tornene rive og nage, <br /> lad hjertet kun dåne og briste, <br /> min rose jeg aldrig vil miste!