Vejen, som så tit er tornet<br /> <br /> 1. Vejen som så tit er tornet <br /> og som synes trang og hård.<br /> Det er pligtens vej, den skønne, <br /> som op til Guds Himmel går. <br /> Når på denne vej vi vandrer, <br /> intet fattes dig og mig, <br /> thi Guds nådes flod den flyder <br /> langs med pligtens kongevej. <br /> <br /> Kor:<br /> Denne vej vandred Jesus, <br /> lad os følge i hans fjed. <br /> Der er sol over vejen, <br /> Herrens velbehag og fred.<br /> <br /> 2. Den velsignet er og hellig, <br /> fyldt med liflig fred den er, <br /> skønt den tit er stejl og stenet, <br /> fuld af møje og besvær. <br /> På den vej har Jesus vandret <br /> og den store helgenhær, <br /> på den vej hans åsyn lyser, <br /> ja, han selv går med os der.<br /> <br /> 3. Pligtens kongevej vil træder <br /> med vort blik mod himlen vendt, <br /> glade hver vor byrde bærer, <br /> til vi har vort løb fuldendt. <br /> Fra Guds rige nådestrømme, <br /> som langs kongevejen går, <br /> kraft og styrke til at bære <br /> dagens byrde her vi får.