Vejen, som så tit er tornet

1. Vejen som så tit er tornet
og som synes trang og hård.
Det er pligtens vej, den skønne,
som op til Guds Himmel går.
Når på denne vej vi vandrer,
intet fattes dig og mig,
thi Guds nådes flod den flyder
langs med pligtens kongevej.

Kor:
Denne vej vandred Jesus,
lad os følge i hans fjed.
Der er sol over vejen,
Herrens velbehag og fred.

2. Den velsignet er og hellig,
fyldt med liflig fred den er,
skønt den tit er stejl og stenet,
fuld af møje og besvær.
På den vej har Jesus vandret
og den store helgenhær,
på den vej hans åsyn lyser,
ja, han selv går med os der.

3. Pligtens kongevej vil træder
med vort blik mod himlen vendt,
glade hver vor byrde bærer,
til vi har vort løb fuldendt.
Fra Guds rige nådestrømme,
som langs kongevejen går,
kraft og styrke til at bære
dagens byrde her vi får.