Til redning for vildfarne sjæle i nød

1. Til redning for vildfarne slægter i nød
vor frelser til jorden steg ned.
For verden i nød stod hans hjerte i glød,
i medynk han tilbød sin fred,
Men endnu står markerne hvide til høst,
og sjælene venter på brød,
og vildfarne får rundt i ørkenen går,
og hjerterne græder i nød.

Kor:
Om ej jeg er grebet af medynk,
hvordan kan din And bo i mig?
I gerning og ord giv mig kærlighed stor,
jeg ved, den kan findes hos dig,

2. Står Jesus ej endnu blandt skaren i dag,
hvor skrigende spørgsmål os når?
og er han ej end alle synderes ven
med balsam for sviende sår?
Skal vi, som fra Gud har det frelsende bud,
kun give dem stene for brød?
Opvækkes de kan kun ved sjæle i brand,
optændt af Guds kærligheds glød.

3. Retfærdighed kan aldrig vindes ved magt,
og visdom kan ej give ro,
forstanden kan ej nogen sjæl vise vej
til trøst eller frelsende tro.
0, Frelser, så rør ved mit hjerte på ny,
og lad du din tjener med flid
ved nat som ved dag under bøn for din sag
blot virke i fred som i strid.