Til himlene rækker din miskundhed, Gud<br /> <br /> 1. Til himlene rækker din miskundhed, Gud,<br /> din trofasthed når dine skyer;<br /> din retfærdshånd over bjergene ud<br /> er strakt over dale og byer.<br /> <br /> 2. Som himlenes favn er din kærlighed Gud,<br /> som havenes dyb dine domme;<br /> til frelsen fører du sjælene ud,<br /> vil skabningens suk ihukomme.<br /> <br /> 3. Hvor dyrebar er dog din miskundhed,<br /> hvor menneskebørnene bygge, <br /> i mulm er kærligfledsvingen bredt ud, <br /> vi skjuler os under dens skygge.<br /> <br /> 4. Du kvæger i ørken den tørstende sjæl, <br /> du bjerger den bævende due; <br /> hos dig er livets det evige væld, <br /> og lys i dit lys skal vi skue.