Til himlene rækker din miskundhed, Gud 1. Til himlene rækker din miskundhed, Gud, din trofasthed når dine skyer; din retfærdshånd over bjergene ud er strakt over dale og byer. 2. Som himlenes favn er din kærlighed Gud, som havenes dyb dine domme; til frelsen fører du sjælene ud, vil skabningens suk ihukomme. 3. Hvor dyrebar er dog din miskundhed, hvor menneskebørnene bygge, i mulm er kærligfledsvingen bredt ud, vi skjuler os under dens skygge. 4. Du kvæger i ørken den tørstende sjæl, du bjerger den bævende due; hos dig er livets det evige væld, og lys i dit lys skal vi skue.