Til himlene rækker din miskundhed, Gud

1. Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.

2. Som himlenes favn er din kærlighed Gud,
som havenes dyb dine domme;
til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.

3. Hvor dyrebar er dog din miskundhed,
hvor menneskebørnene bygge,
i mulm er kærligfledsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge.

4. Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjerger den bævende due;
hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.