O, store Gud

1. O, store Gud, når verden jeg beskuer,
den, som du skabte på dit almagtsord,
jeg ser din visdoms tegn på himlens buer,
og at din skabning mættes ved dit bord,
da må min sjæl i lovsang bryde ud:
O. store Gud, o, store Gud.

2. Når tord'nens røst igennem stormen bruser,
og ud fra skyen gnistrer skarpe lyn,
når regnens svale, friske byger suser,
og løftets bue stråler for mit syn,
da må min sjæl i lovsang bryde ud:
O. store Gud, o, store Gud.

3. Når sommervinden over engen suser,
når blomster dufter tæt ved kildens rand,
når fuglesangen tusindstemmigt bruser
i grønne skove og ved sø og strand,
da må min sjæl i lovsang bryde ud:
O. store Gud, o, store Gud.

4. Når tidens tåger her ej mer kan falde,
når klart jeg ser, hvad før jeg måtte tro,
når evighedens klare klokker kalde
min frelste sjæl til Himlens sabbatsro,
da må min sjæl i lovsang bryde ud:
O. store Gud, o, store Gud.