Befal du dine veje<br /> <br /> 1. Befal du dine veje <br /> og al din hjertesorg <br /> til hans trofaste pleje, <br /> som bor i Himlens borg! <br /> Han, som kan stormen binde, <br /> hvem bølgen lyde må, <br /> han kan og vejen finde, <br /> hvorpå din fod kan gå.<br /> <br /> 2. På Herren må du agte, <br /> hvis det dig vel skal gå, <br /> hans gerning du betragte, <br /> hvis din skal vel bestå! <br /> Ved sorg og selvskabt plage <br /> du intet retter ud,<br /> thi intet kan du tage, <br /> alt kan du få af Gud.<br /> <br /> 3. Din trofasthed og nåde, <br /> o Fader, bedst forstår, <br /> hvad skade kan og både <br /> de dødeliges kår, <br /> og hvad du har for øje, <br /> det sker, o stærke Gud, <br /> og alting sig må føje,<br /> dit råd at føre ud.<br /> <br /> 4. Vej har du alle steder, <br /> dig midler fattes ej, <br /> kun nåde du udspreder, <br /> kun lys er al din vej; <br /> din gerning kan ej hvile, <br /> ej standses kan dit fjed, <br /> når du til os vil ile <br /> med hjælp og bistand ned.<br /> <br /> 5. Om alle helvedmagter <br /> end trodse og modstå, <br /> det du for intet agter, <br /> vil ej tilbage gå. <br /> Hvem kan mod dig vel stande, <br /> som slynger lynets pil? <br /> hvem vover at forbande, <br /> når du velsigne vil?<br /> <br /> 6. Så kast da al din smerte <br /> på Herrens stærke magt, <br /> og håb, o håb, mit hjerte, <br /> vær trøstigt, uforsagt!<br /> Du er dog ej den herre,<br /> som alting råde bør, <br /> Gud monne sceptret bære, <br /> og alting vel han gør.