1. En gang blev Jesus ført til dødens sted,
mængden ham trængte, også jeg var med.
Og mens de langsomt førte ham forbi,
da fik jeg se, hans hænder ej var fri.
Fastgjort med reb, dog deraf pintes han:
hans hånd, rakt ud til fred, afviste man.

Kor:
Jesu rene hænder, bundet blev for mig,
naglet fast til korset, hvor de strakte sig
i en stadig forbøn om barmhjertighed.
Bønnens kraft for nåden baner en vej,
og nåden frelser mig.

2. Hænder med ar fra dagliglivets slid.
Hænder, som tit til lindring tog sig tid,
Hænder, der slår den synd, som binder mig,
men aldrig løftes for at hævde sig.
Kærlige hænder, men dog frygtet så,
at de på vej mod døden bindes må.

3. Hænder som stadig bryder livets brød.
Hænder med kraft at vække op fra død,
som sætter fri og læger vore sår,
tilgiver den som skamfuld bøjet går.
Mon du med tvivl og stolthed binde vil
de hænder, som har alt, du trænger til.