1. Du, der mætted’ tusind munde,
du, der selv er livets brød,
du rev masken af den onde,
da du sulted’ og led nød.

2. Andre gav du liv og helse,
gik omkring og gjorde vel,
tænkte ej på egen frelse,
måtte gå til grunde selv.

3. Magt og mæthed, glans og ære,
fristelsen har selv du mødt.
Du blev som Guds søn den kære
fattig, husvild og forstødt.

4. Når den søde stemme frister
os med brød og skuespil,
når gudsbarnet troen mister,
troen på at Gud er til.

5. Riv da masken af den onde
driv ham selv ad helved’ til
Ellers går dit barn til grunde
midt i gøgl og mummespil.

6. Og når vi os selv besmykker
sminker os i fromt bedrag,
riv al pynt og pral i stykker,
alt maskeret selvbedrag.

7. Pynte kan vi ej og lappe
gammel klædning med en klud.
Svøb omkring os lysets kappe,
morgengaven til din brud.

8. Ræk os lysets rene våben,
som afvæbner alt bedrag.
Alt vort værn er som i dåben:
røsten om dit velbehag.

9. Du rev masken af den onde,
stødte ham i helved’ ned.
Nøgne går vi selv til grunde.
Klæd os i din kærlighed.