1. Du, der mætted’ tusind munde,<br /> du, der selv er livets brød,<br /> du rev masken af den onde,<br /> da du sulted’ og led nød.<br /> <br /> 2. Andre gav du liv og helse,<br /> gik omkring og gjorde vel,<br /> tænkte ej på egen frelse,<br /> måtte gå til grunde selv.<br /> <br /> 3. Magt og mæthed, glans og ære,<br /> fristelsen har selv du mødt.<br /> Du blev som Guds søn den kære<br /> fattig, husvild og forstødt.<br /> <br /> 4. Når den søde stemme frister<br /> os med brød og skuespil,<br /> når gudsbarnet troen mister,<br /> troen på at Gud er til.<br /> <br /> 5. Riv da masken af den onde<br /> driv ham selv ad helved’ til<br /> Ellers går dit barn til grunde<br /> midt i gøgl og mummespil.<br /> <br /> 6. Og når vi os selv besmykker<br /> sminker os i fromt bedrag,<br /> riv al pynt og pral i stykker,<br /> alt maskeret selvbedrag.<br /> <br /> 7. Pynte kan vi ej og lappe<br /> gammel klædning med en klud.<br /> Svøb omkring os lysets kappe,<br /> morgengaven til din brud.<br /> <br /> 8. Ræk os lysets rene våben,<br /> som afvæbner alt bedrag.<br /> Alt vort værn er som i dåben:<br /> røsten om dit velbehag.<br /> <br /> 9. Du rev masken af den onde,<br /> stødte ham i helved’ ned.<br /> Nøgne går vi selv til grunde.<br /> Klæd os i din kærlighed.