1. Da Solen sank i Vesterled,
og Sions bjerge lå
i aftenrødens milde fred,
et sælsomt syn man så:
Da bragte de til Jesus frem
de syge, store og små.
Sin hånd han lægger ømt på dem,
og sunde fra ham de gå.

2. Således samles vi just nu
om dig, vor Mester kær.
Om ej vort øje ser dig, du
dog midt iblandt os er.
Vi bringer som så ofte før
vor synd, vor nød, vort savn.
Os med din milde hånd berør,
og slut os i din favn.

3. En kommer syg og tung i sind,
af sorg og kummer mæt,
og en er lam, en anden blind,
og en af livet træt.
Vi strækker ud i tro vor hånd
til dig, som alt formår,
vi rører ved dit klædebon,
og kraft fra dig udgår.

4. Du, Sjælelæge, ser det alt,
de skjulte hjertesår,
som ej til nogen er fortalt,
som ene du forstår.
O, lad -mig få det svar fra dig:
Jeg vil! Bliv ren, bliv sund!
0, sig det, Frelser kær, til mig,
just nu i denne stund.